Kcast 100: Twestival & Facebook Sketchshow
Mød Gordon Kennedy, der står bag Facebook Sketchshow. Vi har også været til Twestival og mødt de danske arrangører, Mark Jensen og Kristoffer Solberg. Husk også at tjekke Ugens Site i Kcast # 100.
KommunikationsCast er et ugentligt podcast, der handler om kommunikation. Podcastet bliver lavet af Katrine Emme Thielke og Mikkel Westerkam.
Du kan abonnere på KommunikationsCast vha. et af de feeds du finder her, f.eks. direkte til din iTunes eller du kan downloade podcastet som MP3-fil her [varighed: 33´50, ca. 31 MB].
Du kan også lytte i playeren her:
Audio clip: Adobe Flash Player (version 9 or above) is required to play this audio clip. Download the latest version here. You also need to have JavaScript enabled in your browser.
Links relateret til podcastet:
-> Medievaerks blog, hvor du også kan downloade det første nummer.
-> Gordon Kennedys Facebook Sketchshow-gruppe.
-> Læs mere om det københavnske Twestival-arrangement.
-> Fra TV 2 Nyhederne: Velgørenhed hitter på Facebook.
-> Twestival-arrangørerne: Kristoffer Solberg og Mark Jensen.
-> Ugens site er: Hvad koster spidsen af en jetjager?
-> Kage og boblevand i Kcast # 100.
Breakdown:
00:00 Velkommen
02:00 Nyheder
06:00 Gordon Kennedy fra Facebook Sketchshow
22:00 Mark Jensen og Kristoffer Solberg fra Twestival
31.30 Ugens site
32:30 På genhør
Din vurdering af podcastet:
(7 stemmer afgivet. Gennemsnittet er: 4.71 ud af 5)
Loading...
Kcast nummer 100…
Kcast eller Kommunikationscast som det egentlig hedder, er et ugentligt podcast om kommunikation. Og til de (sikkert få) som ikke ved hvad et podcast er, kan jeg sige at det vel nærmest er at sammenligne med et radioprogram.
Jeg har fulgt programmet …
Tillykke med de 100! Og TAK.
Tillykke med 100 podcasts. Selv har jeg ikke fulgt med, siden I blev superseriøse og fik panel på, men jeg har da smuglyttet lidt af og til, og seje er I sgu.
Tak for det. Og selv tak, Stephan.
Man er altid velkommen til at smuglytte, Rasmus. Og tak. Jeg tror nu stadig, at der er lidt vej til superseriøs.
Tillykke med de 100 podcasts.
En lille kommentar til denne uges podcast – omkring det med velgørenhed pÃ¥ sociale netværker. Personligt er jeg en smule bekymret for, at det netop kan blive en uhyre lokal velgørenhed, hvor familier som er ressourcestærke nok til at rÃ¥be op pÃ¥ Facebook fÃ¥r hjælp, men dem som ikke kan rÃ¥be sÃ¥ meget op til gengæld bliver glemt. Desværre er meget velgørenhed jo ikke hverken sexet eller fotogent – og det er sværere at fÃ¥ opmærksomhed pÃ¥ sociale netværker (end f.eks. det eksempel I nævnte med det nedbrændte hus).
Jeg tror alle os der, pÃ¥ den ene eller anden mÃ¥de, arbejder med sociale medier, web 2.0 eller hvad hulen vi nu kalder det skal huske det ansvar. At det ganske enkelt ikke fungerer hvis vi kobler dele af samfundet fra, bare fordi de ikke er pÃ¥ Twitter. Det lyder pisse frelst det her – og det er det mÃ¥ske ogsÃ¥. Men jeg ser med et vist alvor pÃ¥ en fremtid hvor udstødte bliver endnu mere udstødte, hvor provinsen bliver endnu mere isoleret og hvor smÃ¥ virksomheder som ikke har nørder ansat, bliver umulige at finde.
OK – det var vist mere en almen kommentar end noget rettet specifikt mod udsendelsen … so be it
Tak for det, Adam!
Facebook-indsamlingen jeg nævnte, endte vel på Facebook fordi det er danskernes mødested lige nu. For 10-15 år siden havde en sådan indsamling måske fundet sted fysisk i lokalsamfundet? Men dengang som nu kun hvis nogen tager initiativ til den.
Måske hjælper det at råbe højt, men det gør sig nok både gældende irl og på nettet? Og ja, det er sikkert nemmere at samle penge ind til søde hundehvalpe end til en ikke-fotogen sag, men det er vel også fælles for alle platforme.
Hvis en lille virksomhed ikke er it-stærk må den da købe sig til den kompetence. På samme måde som jeg i min virksomhed køber mig til de ting, som jeg ikke kan finde ud af. Er det ikke en naturlig del af det, at drive en virksomhed?
Et par tal fra Danmarks Statistik: 85% af danskerne har adgang til nettet i hjemmet (april 2008). Størstedelen af de, der ikke har internet i hjemmet har sat kryds ved ‘Intet behov’ som Ã¥rsag. Og ja, det er generelt dÃ¥rligt uddannede, ældre og arbejdsløse, der ikke har internet i hjemmet. SÃ¥ her ligger klart en samfundsopgave. Jeg har selv en ældre far og har indtryk af, at der er mange it-tilbud til ham. Han er lige nu i fuld gang med det store Photoshop-kursus. SÃ¥dan et vil jeg ogsÃ¥ gerne ha’ :)
Jeg kan godt lide den aktivistiske form som Copenhagen Twitter Festival havde, personligt jeg er noget træt af de etablerede NGOers administrationsomkostninger og udemokratiske ledelse, men hvis en det bliver større rent organsiatorisk end det var til Twitter Festival, så er der jo nok nogle problemer.
Formelt set skal man vel have en tilladelse til at lave indsamlinger, også selv om de foregår under private former.
Og vi stoler jo på at pengene rent faktisk gik i de rette lommer gør vi ikke?
Egentlig synes jeg at den aktivistiske del af communitiet skulle involvere sig med de etablerede NGOer, og ændre dem indefra – det er desværre meget svært i praksis, men jeg ved at Dansk Flygtningehjælp er ved at etablere et Ungenetværk med en mere aktivistisk/ung profil, mÃ¥ske det var noget for aktivisterne?
(ups det var et par meningsforstyrende slåfejl, håber det går, og naturligvis: stort tillykke med udsendelse #100)
@Mikkel
Jeg tror du har helt ret. Det handler om at rÃ¥be højt – bÃ¥de pÃ¥ og udenfor nettet. SÃ¥ det er ikke nødvendigvis et nyt problem. Men det at der pludselig er et helt samfund af kommunikation pÃ¥ nettet, som eksisterer parallelt til det analoge samfund, mener jeg gør det endnu mere udtalt.
I virkeligheden handler det jo om solidaritet. At vores kontaktflader – og dermed vores sympatier – bliver flyttet. PÃ¥ den mÃ¥de kan jeg bo i en landsby (det gør jeg) uden at have kontakt med mine naboer – men til gengæld via Twitter følge med i (og kommentere pÃ¥) hvad alle mulige mennesker i København laver minut for minut.
Dermed forsvinder min umiddelbare solidaritet med det lokalomrÃ¥de jeg er en del af – og jeg ender med at isolere mig pÃ¥ min matrikel. NÃ¥r jeg sÃ¥ skal gøre noget velgørende, vil jeg have en større trang til at støtte et eller andet fotogent forehavende pÃ¥ Facebook, end mÃ¥ske at gøre noget for dem som har brug for det lige om hjørnet – for de er ikke pÃ¥ Facebook og kommer det mÃ¥ske aldrig. Det er ikke et spørgsmÃ¥l om a- og b-hold her … nærmere om smÃ¥ parallelsamfund uden kontakt til hinanden.
Men … tilbage til b-holdet og dem som ikke har evner eller trangen til at bruge internet, moderne kommunikation etc. – du har helt ret. De mÃ¥ jo købe sig til det, hvis de vil bruge det. Min frygt gÃ¥r bare pÃ¥ at det bliver f.eks. endnu sværere at være en lille restaurant nÃ¥r man skal konkurrere med at Jensens Bøfhus bliver programmeret ind i alle GPS-enheder. IT udviklingen favoriserer i den grad kæder og sammenslutninger. Det er ganske enkelt nemmere at fÃ¥ gjort alt det man skal gøre for at gøre sig synlig, hvis man er en større enhed – hvilket fører til Jensens Bøfhus, Imerco, Inspiration, Photo Care, Expert, Wagner, Søstrene Greene og fuldstændig ens storcentre placeret med jævn hÃ¥nd rundt i hele landet.
Det er to seperate diskussioner som jeg med stor flid har blandet sammen her. Men pÃ¥ den ene side mener jeg vel egentlig at velgørenhed bliver nød til at se pÃ¥ de lidt større sammenhænge – istedet for at fokusere pÃ¥ enkeltsagerne – og at vi som kommunikationsprofessionelle eller hvad vi nu skal kalde os, skal huske pÃ¥ at det ikke er alle som sidder og skriver kommentarer til blogs kl. 21.20 onsdag aften. Og at de mÃ¥ske ogsÃ¥ har noget fornuftigt at sige – alligevel.
@Adam B Nu er jeg en ukuelig optimist, så jeg håber du tager fejl, men jeg kan sagtens se de farer du nævner, og nu kommer der en længere kommentar, der måske skulle have værer et blogindlæg
Jeg har også selv boet i en lille landsby, Boeslunde mellem Skælskør og Korsør
Boeslunde, der havde ca. 1.500 indbyggere og derfor ikke er helt lille, havde, da jeg boede der, et stærkt fællesskab med flere små butikker en 1-7 kl. skole og en stædig fastholdelse i sit eget postnummer 4242 er da også supersejt!.
Som tilflytter var det relativt svært at løse billetter til fællesskabet – eller rettere jeg kunne godt se at der var mange mennesker ved PræstegÃ¥rden om onsdagen – jeg fandt senere ud af at det var Bingodag – men jeg vidste mere om hvad der foregik i Vejle hvor min famile boede end i Boeslunde.
Hvad var problemet? Jo, jeg var tilflytter og noget af en outsider, og som sådan, ikke umiddelbart accepteret af fællesskabet, at forcere barrierne for deltagelse fordrede at man deltog aktivt i foreningslivet, det anede jeg ikke som tilflytter fra København, og der var ingen der fortalte mig om det.
Problemet var altså manglende integration, var jeg selv skyldig i det, ja tildels, men jeg kendte ikke spillereglerne.
Landsbyen jeg boede i har i øvrigt, siden jeg flyttede fra den i midt 90erne, ændret sig. Nu er der kun en butik, Brugsen, til gengæld har den lange åbningstider. Det kan man jo godt se som et udtryk for den kedelige monopolisering som du nævner der resulterer i mindre udvalg, til gengæld får man bedre udnyttelse af ressourcerne, som gør at butikkerne i de små lokal-samfund kan overleve.
Jeg begræder, tildels, udviklingen og at der ikke er lokale specialbutikker som en bager og en slagter, og det hænger da sammen med stordriftsfordele, som traditionel IT har foreskrevet, men der er ogsÃ¥ ved at ske en demokratisering/kommodisering af IT som gør at vi mÃ¥ske kan fÃ¥ liv i andelsbevægelsen igen – en bevægelse som rent faktisk er mange af de store kæders rødder.
Rigtig mange lokalsamfund klarer sig godt, men de er stærkt afhængige af “samhandel” med de store byer – dvs. pendling – men teknologien gør at jeg har kolleger der kan tage hjemmearbejdsdage der bor i smÃ¥ lokalsamfund – som gør at de har overskud til at deltage i det lokale foreningsliv.
Der hvor jeg ikke er optimist er at er et mindretal der deltager i demokratiet og de tætteste fællesskaber har, som nævnt tidligere, en tendens til at have høje barrierer som begrænser mulighederne for integration for udenforstÃ¥ende – teknologien kan hjælpe med til at sænke disse barrierer ved at gøre det let at følge med i hvad der rør sig i lokalsamfundet, men det kan ogsÃ¥ resultere i yderligere isolation, hvor vi opsøger de steder der accepterer os, eller vi allerede er integrerede i.
Onlineværktøjerne kan også bruges til at fastholde de fællesskaber man allerede er i, fordi man er tryg/accepteret der.
Jeg har ingen kontakt med gamle folkeskolekammerater i dag, men det er sandsynligt at nutidens unge vil bevare disse kontakter i fremtiden, dette er et socialt eksperiment af store dimensioner, og jeg kan se både farer og styrker ved dette.
En slags konklusion (jeg er optimist):
Det er folks eget ansvar at deltage i demokratiet, men barrierne for deltagelse er ofte høje i lokalsamfund, Danmark kan betragtes som et – manglende integration. Min erfaring er at disse barrierer for deltagelse ikke er sÃ¥ høje i de (online) fællesskaber jeg færdes i, selv om de ofte er utrolig indspiste – begrebet hedder “bobler” og det minder om jo og det gamle begreb klikker.
ps. Jeg har en GPS enhed, og har ikke brug for en dedikeret applikation for at finde den nærmeste restaurant, den applikation der er indbygget i den enhed jeg har, trækker på realtivt åbne, bruger-generede data, og i takt med at der kommer åbne geodata til rådighed, og det går stærkt, så kan monopolerne udfordres på en måde de ikke har fantasi til at forestille sig.
Man kan ogsÃ¥ læse ‘medievaerk’ pÃ¥ iPaper her http://issuu.com/medievaerk/docs/medievaerk_nummer1?mode=embed&documentId=090222225856-be87602a8a654bcf8fa01ed75c881d79&layout=white
Og vi har selvfølgelig en Facebookgruppe… http://www.facebook.com/home.php#/group.php?gid=58433610627&ref=ts
… Og kan følges pÃ¥ Twitter http://twitter.com/medievaerk
[…] Lidt mere baggrund: Katrine og jeg mødte de danske arrangører, Mark Jensen og Kristoffer Solberg, i februar og talte med dem om Twitter og Twestival til KommunikationsCast # 100. […]